Indlæg om reminiscens

Reminiscensmetoden

Helt tilbage i efteråret 1996, da jeg endnu var formand for den lokale Alzheimerforening på Bornholm, hørte jeg for første gang om Reminiscensmetoden. Jeg talte for første gang med Ove Dahl - lederen af Nørrebro Erindringscenter. Efter er kursus om Reminiscensmetoden på Nørrebro Erindringscenter - foråret 1997 - ja, så blev Reminiscensmetoden en del af arbejdet i den lokale Alzheimerforening.

Jeg startede den første erindringsgruppe i juni 1997, og jeg begyndte at indsamle effekter fra ”det levede liv”. Jeg har siden haft mange forskellige erindringsgrupper – med forskellig sammensætning. Jeg har i alle årene haft et meget tæt samarbejde med Ove Dahl. I maj måned 2001 fik vi lokaler i den gamle Toldbod i Rønne. Den 15. maj 2002 havde vi så officiel indvielse af  Erindringscenter Bornholm. Samme år stoppede jeg som formand for Alzheimerforeningen. Da var Erindringscenter Bornholm allerede blevet en selvstændig forening. Så man må sige, at jeg har været med hele vejen og dertil fået en stor indsigt på demensområdet.

Nu er der så lavet en videnskabelig undersøgelse, for at dokumentere effekten ved at bruge Reminiscensmetoden – og en pjece er udsendt. Det er så helt fint.

Når man starter med at læse pjecen, kan man umiddelbart få den opfattelse, at anvendelsen af Reminiscensmetoden har en beskeden virkning. Altså, at man i undersøgelsen ikke opnåede den ønskede dokumentation for effekten af Reminiscensmetoden.

Det kan godt være, at man rent videnskabeligt ikke har opnået de ønskede resultater og dokumentationer, men når man læser i pjecen – ja, så kan jeg  genkende de ting der skete - blandt beboeren og hos plejepersonalet. Nøjagtigt som jeg oplever det i mit daglige arbejde.

Det kan godt være, at man tolker resultatet af undersøgelsen derhen, at der ikke er den helt store forskel - i forhold til kontrolgruppen - men ser dog alligevel muligheder i at arbejde med Reminiscensmetoden. Det er jeg naturligvis glad for. Metoden har her i landet, fra starten af, været en succes, og er i dag et anerkendt begreb.

Grunden til, at der ikke kan konstateres den store forskel, kan måske skyldes, at der ikke er arbejdet med grupper på demensenheder. Jeg ved godt, at et sted mellem 60-70 % af beboerne på vores plejehjem, har demens i en eller anden form – eller kan været hukommelsessvækkede.

Man kan jo sagtens arbejde med de ældres livshistorie uden at bruge effekter fra det levede liv, men det giver en ekstra dimension, når man inddraget disse konkrete effekter.

Erfaringen fra mange års arbejde med reminiscens siger mig også, at man ikke kan arbejde med demensramtes og meget hukommelsesvækkedes minder og erindringer – uden at bruge konkrete effekter.

Havde man derfor i undersøgelsen også valgt at sammenholde grupper af beboere på demensenheder, er jeg sikker på, at der havde været en meget markant forskel mellem grupperne.

Når nogen spørger ind til, hvordan vi arbejder og det fungerer, kan jeg komme med utallige eksempler på, med hvilken succes det er, at bruge konkrete effekter – men ynder at fortælle denne lille historie. I en af mine erindringsgrupper, kom vi spontant til at tale om storvask – det var ikke planlagt. Selvfølgelig blev et vaskebræt nævnt. En af deltagerne – en noget hukommelsessvækket dame på 94 – holdt  fast i, at et sådan kendte hun ikke. De andre i gruppen sagde – selvfølgelig gør du det – men nej.

Næste uge tog jeg selvfølgelig et vaskebræt med og lagde det på bordet. Så udbryder hun – nej, hvor har jeg dog brugt det mange gange – og ja, så fik hun fortalt sine historier om at vaske.

Havde en lignende oplevelse, men denne gang foregik det i stuen på Erindringscenter Bornholm – og nu kunne jeg bare hente vaskebrættet – så var der genkendelse og snakken kunne fortsætte. Det fortæller vel meget godt, hvad det hele drejer sig om. Begrebet vaskebræt  var ikke eksisterende – men billedet af det, kunne hentes frem fra hukommelsen.

Reminiscensmetoden, har lige fra starten af haft en stor bevågenhed – dengang som i dag, er der stor interesse i at bruge denne arbejdsform. Jeg har i alle årene kun modtaget utrolig megen positiv respons fra dem, der benytter sig af tilbuddet. Om det drejer sig om besøg eller lån af effekter. Alle berømmer denne måde at arbejde på og alle oplever, at de på en helt anden måde kommer tæt på og får en god indsigt i beboernes tidligere liv. Denne viden kan bruges konstruktiv i det daglige arbejde. Jeg har altid slået på, at når man arbejder med minder og erindringer – bliver beboerne pludselig afsenderne – og personalet modtagerne. Herved opstår der en helt anden og mere reel  dialog.

Når jeg læser resultatet af undersøgelsen, i den udsendte pjece, kan jeg, som tidligere nævnt, gang på gang nikke genkendende til alle de udsagn, som jeg selv har oplevet i mit daglige arbejde. Jeg bliver i den grad bekræftet i, at Reminiscensmetoden er – ikke mindre end genial. Det ynder vi at kaldet metoden på Bornholm.

Så jeg må sige, at undersøgelsen viser, at dette at bruge effekter fra det levede liv, i snakken med de ældre, ligger på linie med de praktiske erfaringer.

Vi rummer alle minder og erindringer fra vores liv. Det er så vores opgave af fremkalde disse erindringer. Alle der besøger erindringscenter Bornholm – ung som gammel – ja, så vil de altid genkende noget, og der er rigtig mange aha-oplevelser. Det samme er hvad vi skal gøre, når der rundt om på vore plejehjem dannes erindringsgrupper. Det bedste ville være, hvis man kunne indrette nogle erindringsmiljøer. Når de gamle besøger os og kommer ind i stuen fra 40’erne og genser et Madam-blå køkken – ja, så sker der noget. Når der så bliver lavet kaffe på Madam-Blå med Richs i – så er snakken allerede godt i gang. Alle får et stort smil i kroppen. Det kan godt være, at de kort tid efterfølgende glemmer den situation de lige har været i – men jeg er helt sikker på, at det smil de fik i kroppen - varer meget længere.

Dybest set er jeg ligeglad med, hvordan man bruger essensen af reminiscensmetoden – bare man gør det. Nogle steder laver man daglig mad sammen med beboerne – hvilket for mig også er reminiscens. Jeg synes jo selvsagt, at det er en spændende arbejdsform – om det opstår spontant eller tilrettelagt. Så reminiscensmetoden er en af de muligheder der kan bruges – men det drejer sig om – alt andet lige – at få skabt nogle gode oplevelser og bedre dialoger mellem beboerne og personalet.

De pårørende kan jo også bruge metoden, når de er på besøg eller i deres eget hjem – blot et familiealbum er så absolut et godt udgangspunkt for en god snak. Men husk at det skal være på de ældres præmisser

Vi kender jo alle dette, at man pludselig ser en genstand – som man ikke har været bevist om i mange år – ja, så får man en herlig aha-oplevelse.

Den oplevelse får alle der besøger Erindringscenter Bornholm – om man er ung eller gammel.

Jeg selv har oplevet dette rigtigt mange gange, når der gennem årene er blevet afleveret effekter til centret. Og jeg oplever det hver gang der er besøg.

Rigtigt mange elever fra vores Sundhedsskole har været på besøg og også modtaget vejleding til deres opgaver – som omhandlede dette - at bruge erindringer og minder i deres omsorg for de ældre. Meget ofte også, når deres opgave omhandler demens. Jeg har også haft den glæde, at nogle af disse elever – når de er færdiguddannet – vender tilbage på besøg med beboerne og for al låne effekter

Så jeg kan kun være tilfreds med, at undersøgelsen fortæller os, at både beboerne og personalet har haft nogle rigtige gode oplevelser – når de brugte Reminiscensmetoden.

Det glæder mig også, at rigtigt mange af personalet giver udtryk for en stor tilfredshed ved at anvende Reminiscensmetoden. Så nu vil der helt sikkert være endnu flere, som vil benytte Reminiscensmetoden. Og kom endelig i gang – det vil du aldrig fortryde. Giv dig selv og beboerne en rigtigt rar oplevelse.

Du er altid velkommen til at kontakte mig – tlf. 56957465 – bornholm@jensrehfeld.dk

Jens Rehfeld – 6. juli 2009

Erindringscenter Bornholm